Historie
Afghanistan. Afghanernes Land.

Afghanistan er et bjergrigt område i Centralasien med en historie og kultur, der går mere end 5.000 år tilbage. Landet ligger i en zone, der igennem århundreder har været præget af krig og uro. Ud over dette ligger Afghanistan i et område med voldsom natur, og som har oplevet flere store og ødelæggende jordskælv. Landet har store miljømæssige udfordringer i form af jordbundsforringelse, voldsom afskovning, ørkendannelse og overbefolkning i sårbare byområder. Derudover er ferskvand i mange områder en mangelvare.

De sidste 30-40 år har haft stor betydning for det Afghanistan, vi ser i dag. 

 

Samarbejde med kommunisterne
Det afghanske kommunistparti gennemfører i 1978 et blodigt kup og indfører mange sekulære reformer og love, der i vestlige øjne er moderate, men i lokale øjne radikale. Heriblandt stemmeret for kvinder og forbud mod tvangsægteskaber. 

Den stærke modstand mod reformerne fører til en omfattende guerillakrig mod styret, som beder om hjælp fra Sovjetunionen, der går ind i Afghanistan i december 1979. Den sovjetiske hær kæmper mod islamiske oprørsgrupper på den afghanske regerings side.

Den næsten ti år lange krig ender med, at den sovjetiske hær trækker sine styrker ud af landet i februar 1989 efter et hårdt pres udefra. Herunder USA’s efterretningstjeneste, Pakistan og Osama Bin Ladens al-Qaeda, der støtter de islamiske oprørsgrupper. Den kommunistiske regering bliver støttet af Sovjetunionen frem til dennes kollaps, og den afghanske regering bliver væltet i 1992, hvorefter en islamisk stat bliver oprettet. 

Talibans opståen
I 1994 opstår Taliban som oprørsmilits og bevægelsen vokser hurtigt. I 1996 indtager Taliban Kabul og tager regeringsmagten. Den strenge islamiske lov Sharia bliver indført og både mænd og kvinders rettigheder bliver stærkt begrænset. Taliban-styret bliver aldrig officielt anerkendt af omverden, og kun Pakistan, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater støtter styret. 

Udover at begrænse frihedens for landets borgere, ødelægger Taliban også en stor del af Afghanistans kulturskatte. Blandt andet bliver de gamle historiske statuer i Kabuls Museum ødelagt, historiske steder i Ghazni og de to store Buddha-statuer i Bamiyan bliver sprunget i luften. Statuerne var på UNESCO’s verdensarvliste og ødelæggelsen vækker stor forargelse i verdenssamfundet. 

Krigen der ændrede alt
Efter terrorangrebet på USA i 2001 indleder en række lande, med USA i spidsen, kampen mod Taliban og går ind i Afghanistan. Taliban trækker sig ud af Kabul i november og i august 2003 overtager NATO kontrollen med sikkerheden i Kabul. I 2004 afholdes der valg i Afghanistan og Hamid Karzai vælges til landets præsident.

Taliban fortsætter efter 2001 som oprørsgruppe og har stor betydning for den afghanske befolkning, der både undertrykkes, sultes og straffes hårdt i de områder, hvor Taliban har magten. Ifølge FN er Taliban og deres allierede ansvarlige for 75-80 procent af civile dødsfald i årene 2010, 2011 og 2012. Styret skaber stor usikkerhed i et forvejen usikkert område og store dele af befolkningen flygter fra usikre områder. Efter Bin Ladens død i 2011 begynder forberedelserne for de allieredes tilbagetrækning i Afghanistan. I slutningen af 2014 bør hovedparten af de allierede kamptropper være trukket ud, og NATO vil i stedet stå for en fredsbevarende mission, der samtidig skal træne de afghanske styrker.

De mange års uro i området og undertrykkelsen af det afghanske folk har skabt en stor generation af børn, der er stærkt traumatiserede. Disse børn er fremtidens ledere og deres evne til at deltage aktivt i civilsamfundet skal styrkes.

bliv medlem

Bliv medlem her »
Dit medlemsskab støtter dobbelt! Mange fonde og puljer stiller krav om medlemsskaber, så dit medlemsskab gør det muligt at søge disse fonde og puljer - udover dit kontingent bruges til det videre arbejde i Dansk MMCC. TAK
Dansk Mobile Mini Cirkus (MMCC)
Cirkus og Skole for børn i Afghanistan